Picasso museet og fødehjem

En af byens store attraktioner er Picasso museet, som har gjort Málaga populær som Solkystens kunstmekka. Byen er Pablo Picassos (1881-1973) fødeby og på museet med de smukke sale og søjlegange i Buenavista Palace kan du komme tæt på 200 værker og arbejder i keramik, grafik og skulpturer, skænket af den afdøde kunstners arvinger. Læg mærke til det klassiske portræt af Picassos søster, som han malede som 15-årig, en videofilm, hvor Picasso maler på selve kameralinsen og det abstrakte kunstværk “De badende” fra 1971, som Picasso malede som 90-årig.

På Plaza Merced finder du Picassos fødehjem, et lille fint museum der på fornem vis fortæller historien om Picasso og samtiden i Malaga.

Araberborgen La Alcazaba

Den mauriske borg Alcazaba ligger op ad en bakketop midt i byen. Følg de lange, smalle gange i smukke mønstre, der snor sig under de rektangulære forsvarstårne, forbi de arabiske haver til gårdene i selve paladset. Borgen kan dateres tilbage til 1065 og er én af de største og bedst bevaret muslimske militære bygninger i Spanien. Indtil midten af det 15. årh. var Málaga besat af Maurerne, som gjorde byen til ét af de førende handelscentre på den iberiske halvø. En stejl trappe/ sti fører op til Gibralfaro med sine fæstningsvolde, som er bygget i det 14. århundrede. Herfra kan du nyde udsigten til byen, havnen, tyrefægterarenaen og kysten.

Muelle Uno - Malagas waterfront og Centre Pompidou - verdensberømt kunst

Malágas havneområde, Muelle Uno, er byens trendy mødested og har næsten 8 millioner besøgende om året. Her er små boder, udendørs restauranter og eksklusive butikker for de mange krydstogtrejsende, der besøger byen. Slå dig ned i én af restauranterne og nyd en frokost, mens du blender ind med dagliglivet i den pulserende kystby. Har du børn med på rejsen, så ligger der tæt ved restauranten et Maritime Museum (Museo Alborania de Aula del Mar) med fokus på øko-turisme. For enden af Muelle Uno finder du det kubeformede museum, Centre Pompidou Málaga, som er én af byens store attraktioner. En femårig aftale med Frankrigs Centre Pompidou giver Málaga ret til at huse verdens andet mest kendte museum efter MOMA. Museet åbnede i 2015 og havde omkring 400.000 besøgende. Har du besøgt museets to kælderetager, forstå man godt den store interesse. Her kan du blive inspireret af 90 permanente kunstværker fra 20. og 21. århundrede, bl.a. Francis Bacon, Joan Miró, Frida Kahlo og Jean Tinguely og de 2-3 skiftende udstillinger om året.

Atarazanas - klassisk torvehal

Stå tidligt op og gå på markedet med de lokale mandag-lørdag 8-15. Her er fyldt med boder i opdeling mellem fisk, grøntsager og kød. Desuden er der spiseboder og udendørs cafe. I den gamle bygning med arabiske marmorbuer og glasmosaikker finder du lokalt producerede varer som tropiske frugter, nødder, oliven, sortfodsskinke, Manchego ost og montre med kød, fjerkræ og friskfanget fisk og skaldyr. Navnet på torvehallen er arabisk for det skibsværft, som i 1876 blev omdannet til markedsplads. Hovedporten i jern fra det 14. årh. blev bevaret. Atarazanas kaldes i daglig omtale El Mercado Central, adressen er Calle Las Atarazanas. Kig evt. også forbi byens gourmet markedet, Mercado Merced som er nabo til Plaza De la Merced.

Påskeoptog i Málaga

Før corona deltog over 65.000 mennesker i Málagas katolske påskeuge, som bliver fejret med imponerende optog, der iscenesætter historien om Jesu død og opstandelse. Hver dag er der 8 optog, hvor mænd fra nogle af de 42 katolske broderskaber bærer pontoner af funklende guld og sølv med figurer af Jomfru Maria og den lidende Jesus på deres skuldre gennem byens menneskefyldte gader. Pontonerne er ledsaget af et orkester og en procession af personer med blafrende alterlys, iført lange kåber og spidse, kegleformede hætter, der dækker deres ansigter. Hold øje med Cristo de la buena muerte, som hvor fremmedlegionen går optog. Link til La bouena Muerte 

Katedralen "La Manquita"

Søndag morgen flyder musikken fra det dobbelte 1800 tals orgel, med over 4000 piberør, der befinder sig i Málagas høje domkirke, med den gotiske facade. Spanierne kalder kirken “La Manquita”, den enarmede dame, fordi kirkens andet tårn blev aldrig færdigt. Indenfor i de enorme kirkerum med de tre 48 meter høje skibe, finder du tydelige træk fra renæssancen. Her er et smukt alter af italiensk marmor, slanke søjler af agat, et barokt maleri af Alonso Cano (1601-1667) og en korstol af cedertræ og mahogni med 56 helgenfigurer i træ, hvoraf 40 er udskåret af Pedro de Mena.

La Malagueta - stranden

La Malagueta er byens strand, som har byens dejlige, hektiske stemning med sig. Køb en solseng og parasol og nyd havet, solen og livet. Langs promenaden ligger div. hyggelige caféer, hvor af El Gallo Roja kan anbefales. Bliver det lidt for meget kan jeg varmt anbefale at besøge stranden ved et af de mange Chiringuitos (Strandresturanger), er du på cykel så besøg Oasis, her kan du ligge helt i vandkanten, og nyde din kaffe.

 

Malaga Museum

Palacio de la Aduana – er den gamle toldbygning på havnen, som i dag er ombygget til bymuseum. Med åbne depoter og udstilling kan du se Malagas historie, som en af europeas ældste byer. Bygningen er i sig selv et besøg vær, efter en meget flot og gennemgribende restaurering. Samlingen vidner om den fantastiske historie som Malaga indeholder. På øverste sal finders der en rigtig fin restaurant, med den flotteste udsigt over borgen.

El Hammam

Der findes to af disse smukke arabiske badestuer, den ene ligger lige bag Plaza Merced, og den anden lidt nede i byen. Fordelen ved den lokale er, at den ikke er så benyttet, mens den anden er et af de smukkeste byggerier i Malaga. Udover adgang til sauna, div. bade er der mulighed for massage mv.

El Palo - idyllisk strandpromenade

Hop på Bus 29 eller 34 fra centrum og sæt kurs mod El Palo eller Pedregalejo, 3 km øst for centrum. Her er ægte ferieidyl langs strandpromenaden med de små kulørte fiskelejerboliger, der er populære som ferieboliger for de lokale. Tag badetøjet med og hop i vandet, nyd en slentretur langs strandpromenaden eller slå dig ned på en af de små hyggelige strandrestauranter, Chirinquitos. På El Cabre kan du for få Euro prøve Málagas lokale fiskespecialitet espetos (grillede sardiner) og slukke tørsten med en Clara (øl med fanta) og slutte af med Turron is til dessert, eller tag turen ud til enden af El Plao, og prøv El Tintero hvor retterne bliver råbt/ sunget op og når du hør noget du har lyst til, slår man til, prøv en Tinto de varono til.

La Araña

Sidste anbefaling er frokostrestauranten Antonio Moreno som ligger i det lille fiskerleje ca. 5 km uden for Malaga. I disse ydmyge omgivelser serveres noget af det mest fantastiske og autentiske spanske mad, med særlig hovedvægt på fisk og skaldyr. Det er forsat et lille aktivt fiskerleje, hvorfra nogle af råvarene kommer fra.

Særligt er søndag frokost en stor oplevelse, hvor alle de lokale kommer og spiser, med et stort leben til følge. Prøv deres Porra Antequerana, Almejas Salteadas, Cambas Cocidas, eller paella, og slut af med en Flan til dessert. Adressen er C. Escritor Ferredon Martínez, 9, 29720 Málaga, Spanien, telefon +34657945092

Plaza Merced

Byens mest centrale plads blot 100 meter fra huset. Her er garanti for sol med underholdning i form af spise, drikke og til tider tvivlsom musik.

Roof Terrace

I Malaga findes adskillige “Roof Terrace” men jeg vil særligt anbefale La Terraza De Valeria, som ligger i området Soho, herfra har du den mest fantastiske udsigt over havnen. Alternativt kan du besøge Room Mate Larios Hotel, som er på gågaden. Sidste anbefaling er La Terraza de La Alcazaba, som er ved siden af det romerske teater. 

Caminito Del Rey

(Den lille Kongevej), El Caminito, bygget mellem 1901 og 1905, blev brugt til at transportere mennesker og materialer mellem to vandkraftværker i hver deres ende af El Chorro-kløften. Først i 1920’erne blev gangstien officielt indviet af Kong Alfonso XIII. som gik hele ruten og fik den opkaldt efter sig. Camino del Rey har siden udviklet sig fra at være en praktisk nødvendighed til at være et af Spaniens største vidundere. Biletter skal købes i go tid, se link herunder. Vær ops på, at der er en times transport fra Malaga. https://www.caminitodelrey.info/en/

How to get to

https://www.marbesol.com/en/blog/leisure-activities/how-to-get-to-caminito-del-rey-from-malaga/

Alhambra og Granada

Alhambra (“Det røde slot”) ligger ved byen Granada, og er et et slot bygget af mauerne mellem 1248 og 1354, under al-Ahmar. Slottet står på UNESCO’s verdensarvsliste og er Spaniens største turistattraktion. Husk at bestille biletter i go tid, og husk pas ved fremmøde. Byen Granada er en fantastisk smuk by.

alHambra link